Indsend tilbud Produktion af 3-5 korte videocases til programmet AI-Boost
Produktion af 3-5 korte videocases til programmet AI-Boost
Erhvervshus Hovedstaden hjælper små og mellemstore virksomheder med udvikling, vækst og omstilling. Gennem programmet AI-Boost arbejder vi for at styrke virksomhedernes viden om og anvendelse af kunstig intelligens gennem sparring, workshops, testforløb og samarbejde med eksperter, universiteter og adgang til viden og netværk.
Formålet er at hjælpe flere virksomheder i gang med at anvende kunstig intelligens ved sammen med virksomhederne at udforske forretningspotentialet og mulighederne for anvendelse.
Beskrivelse af opgaven
AI-Boost støtter små og mellemstore virksomheder i at identificere, afprøve og implementere AI-løsninger, som kan skabe værdi for forretningen. Virksomhederne befinder sig på forskellige modenhedsniveauer, men fælles for dem er, at de arbejder aktivt med at omsætte mulighederne i AI til at skabe konkret værdi i deres forretning.
AI-Boost ønsker at producere en række korte videocases, som kan:
- Formidle realistiske eksempler på virksomheder, der har skabt værdi gennem AI
- Inspirere flere virksomheder til at tage de første eller næste skridt med AI
- Synliggøre værdien af AI-Boost over for potentielle deltagervirksomheder
- Understøtte programmets kommunikation på hjemmeside, LinkedIn og øvrige digitale kanaler
Videoerne skal vise, hvordan virksomhederne har arbejdet med AI, hvilke udfordringer de ønskede at løse, og hvilke konkrete resultater eller erfaringer de har opnået.
Opgaven
Den ønskede leverance er produktion af 3-5 videocases.
Hver video skal:
- Have en varighed på maksimalt 60 sekunder
- Være målrettet både hjemmeside og sociale medier
- Kunne leveres i relevante formater til web og sociale medier
- Have en tydelig fortælling og et professionelt visuelt udtryk
Derudover ønskes kortere klip eller uddrag, som kan anvendes selvstændigt på sociale medier. Eksempler kan være 15-30 sekunders highlights, citatklip, teasere til LinkedIn
Det forventes, at optagelser primært foregår hos de deltagende virksomheder.
Målgruppe
Den primær målgruppe til videoerne er små og mellemstore virksomheder, som skal få inspiration til at se, hvad kunstig intelligens kan gøre for deres forretning. Den sekundære målgruppe er AI-økosystemet, som kan se, hvad AI-Boost programmet tilbyder til virksomheder.
Indholdsmæssige forventninger
Følgende elementer forventes at indgå i videoerne:
- Virksomhedens udgangspunkt: Hvilken udfordring eller mulighed stod virksomheden med?
Hvorfor blev AI relevant? - Samarbejdet med AI-Boost: Hvordan har virksomheden arbejdet med AI? Hvilken støtte eller hvilke aktiviteter i AI-Boost har været centrale?
- Resultater og erfaringer: Hvad har virksomheden opnået? Hvilke gevinster eller læringer har AI skabt?
Hvad vil virksomheden sige til andre virksomheder, der overvejer AI?
Forventet tidsplan
Det forventes, at produktionen gennemføres i perioden september-november 2026.
Den endelige tidsplan aftales med den valgte leverandør.
Tilbudsspecifikation
Tilbuddet skal som minimum indeholde:
- Præsentation af tilbudsgiver: Kort virksomhedsbeskrivelse. Relevante referencer. Erfaring med casevideoer og virksomhedsrettet kommunikation.
- Opgaveløsning: Beskrivelse af det foreslåede format. Forslag til historiefortælling og dramaturgi
- Tidsplan: Forslag til gennemførelse
- Pris: Samlet pris for opgaven. Pris pr. videocase (hvis relevant). Omfang af korrekturrunder. Eventuelle tillægsydelser og timepriser.
- Forudsætninger med eventuelle antagelser eller forbehold
Tilbuddet indsendes via linket, der findes nederst i dokumentet her.
Vurdering af tilbud
Tilbuddene vurderes samlet ud fra følgende kriterier:
70% Indhold (opgaveløsninger, erfaring, tidsplan og referencer)
30% Pris
Krav til tilbudsgivende virksomhed
Tilbudsgiver skal kunne dokumentere erfaring med:
- Produktion af virksomhedsvideoer
- Kortformatvideoer til sociale medier
- Interviewbaseret historiefortælling
- Kommunikation til erhvervslivet
- Det vil være en fordel, hvis tilbudsgiver kan fremvise relevante cases inden for digitalisering, teknologi eller innovation
Baggrund for annonceringen
AI-Boost er finansieret af offentlige midler. Erhvervshus Hovedstaden skal derfor dokumentere, at indkøb sker på markedsmæssige vilkår, og denne annoncering er et led i markedsafdækningen.
Erhvervshus Hovedstaden forbeholder sig ret til ikke at vælge nogen af de indkomne tilbud, såfremt tilbuddene ikke vurderes at leve op til opgavens behov eller økonomiske rammer.
Erhvervshus Hovedstaden forbeholder sig retten til ikke at vælge et af de modtagne tilbud, hvis ingen tilbud vurderes at kunne udføre opgaven tilfredsstillende. I så fald vurderer projektet om opgaven annonceres på ny eller ikke gennemføres.
Erhvervshus Hovedstaden er opmærksom på at handle i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper om saglighed, økonomisk forsvarlig forvaltning, forbuddet mod varetagelse af uvedkommende hensyn, ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Erhvervshuset gennemfører denne annoncering for at leve op til EU’s krav om, at ydelsen er købt på ”markedsmæssige vilkår” og for at finde en samarbejdspartner, der kan løse denne specifikke opgave på den bedst mulige måde.